Julebelysningen i Aalborg

Unikt samarbejde giver ekstra meget julestemning

Først og fremmest kan vi jo glæde os over den karakteristiske julebelysning, som blev tændt i midtbyen fredag 13. november. Her har rekordmange butikker bakket op på trods af en svær corona-situation.
Men julestemningen stopper ikke der. Aalborg City og en lang række forvaltninger i kommunen er gået sammen om at tænke kreativt i en svær tid.

- I år vil man opleve en midtby, der er pyntet ekstraordinært op blandt andet takket være et helt sublimt samarbejde mellem forskellige forvaltninger i kommunen og Aalborg City. Julehandlen har aldrig været vigtigere for byens butikker, hvor det virkelig er vigtigt, at vi arbejder sammen på kryds og tværs. Det er jeg enormt stolt af, at vi er kommet i mål med, siger Flemming Thingbak fra Aalborg City.

Winter wonderland med over 200 juletræer på Gammeltorv

Og hvad kan vi så se i Aalborg?
Julemarkedet på Gammeltorv er i år blevet erstattet af et vaskeægte winter wonderland i form af 200 juletræer, som fylder Gammeltorv med duften af gran og ægte julestemning.

- Jeg kunne simpelthen ikke bære, hvis der skulle være helt mørkt og trist på Gammeltorv over julen i en i forvejen meget trist tid i Danmark.Vi haft julemarked på Gammeltorv de seneste 18 år, og i år skal der altså også være ægte julestemning – på trods af den ekstraordinære situation.
Juletræerne er fyldt med over 3500 julekugler og en masse lys, og jeg synes, at det er et helt fantastisk syn, siger Flemming Thingbak fra Aalborg City.

Lysene på juletræerne blev tændt samtidig med, at juleguirlanderne blev tændt rundt omkring i midtbyen.

Juletræerne indtog Budolfi og Nytorv

Men juletræerne indtog også andre områder i byen. Fra Algade og op mod Budolfi Kirke blev gaden fyldt med over 50 juletræer med røde julekugler og julelys.
Og Nytorv har længe været ét stort byggerod, men det blev der helt ekstraordinært lavet om på op til jul. Der kommer nemlig ikke til at være byggeaktivitet igen før i det nye år.
Det gav plads til både 70 pyntede juletræer, en ekstra julevogn med masser af julegodter og så blev enkelte passager også asfalteret midlertidigt, så man nemt og elegant kan komme fra A til B.

- Vi glæder os allesammen helt vildt til, at det nye Nytorv står færdigt. Indtil da er vi utrolig glade for, at kommunen har været samarbejdsvillig i forhold til at skabe de rette forhold, så det er nemt at færdes i området omkring Nytorv, og vi dermed kan sikre, at byens gæster kan komme frem til butikkerne, siger Flemming Thingbak.


Fotos: migogaalborg.dk