Lystænding i Salling Aalborg
Fredag den 31. oktober bliver en aften i julens tegn, når Salling inviterer til årets store lystændingsfest. I år bliver oplevelsen ekstra spektakulær, når Salling afslører en helt ny juleudsmykning på facaderne.
Traditionen tro tæller Karin Salling og Sallings direktør, Marianne Bedsted, ned sammen med de fremmødte, inden der trykkes på knappen og facaderne forvandles til et glitrende juleeventyr.
Efter den store afsløring kan publikum nyde en stemningsfuld koncert med det anmelderroste kor Ungklang, som med deres rene vokaler kendt fra deres fortid i DR pigekoret sætter lyd på julestemningen.
– Det er altid et helt særligt øjeblik, når julelysene bliver tændt, men i år bliver det noget ganske særligt. Vi glæder os til at vise vores gæster den nye juleudsmykning, som vi har arbejdet intenst på. Julen handler om traditioner, men også om at forny og forundre, siger Marianne Bedsted, direktør i Salling.
Den nye udsmykning erstatter den tidligere facadebelysning fra 2015, som er nedslidt og årets juleudsmykning markerer dermed en ny æra for Sallings juletradition.

