Jul i Zoo
Nordjyllands største og hyggeligste julevandring
Når mørket falder på, tændes millioner af lys og Aalborg Zoo forvandles til Nordjyllands største juleeventyr. Fra det øjeblik du nærmer dig indgangen, bliver du en del af et fortryllende univers, hvor du kan mærke julestemningen folde sig ud skridt for skridt.
Hvor magien begynder
Allerede før du træder ind, mødes du af klassisk julepynt, hyggelige lys og et stemningsfuldt indgangsparti, der byder dig velkommen i eventyret. Over billetsluserne hænger smukke lysdekorationer, og de første glimt af julen fanger børnenes øjne, før de overhovedet har sat fod i haven.
Bjørnemanden og den lysende hjort
Inde i haven venter Bjørnemanden, der i år har fået selskab af en fem meter høj lysinstallation, der lyser som et fyrtårn af juleglæde omgivet af gran, glitrende pynt og den helt særlige varme, som kun julen kan skabe.
Lystunnelen og ønskernes magi
Igen i år forvandles Fuglevolieren til en lystunnel, hvor drømme tager form. Her kan hele familien sende julehilsner og ønsker ud i natten – en tradition, der fylder haven med både håb og hjertevarme. Ved lemurtorvet støder du på en ny, gigantisk julekugle i guld og sølv, der fungerer som en lysportal og et perfekt fotospot til årets julebillede.
Stemningsfulde stier og ikoniske spots
På turen gennem haven møder du konstant stemningsfulde tableauer og lysopsætninger. På Skovbakken dufter julens smage helt ud til den store plæne, hvor byens flotteste juletræ lyser hele området op. I Orangeriet kan du i år tage en pause under et loft af lysende julestjerner, mens du nyder sæsonens varme julefavoritter.
Julemandens landsby
For børnene er årets største overraskelse Julemandens Landsby, der er flyttet ind ved den store legeplads. Her står hyggelige julehytter med mekaniske detaljer, bamser og små magiske overraskelser klar – og naturligvis verdens rareste julemand, der alle åbningsdage tager imod ønskesedler og spreder glæde blandt børnene.
Leg, gaver og lysende overraskelser
På legepladsen har vi desuden rejst et stort nyt lysende træ, der spreder magiske glimt over området, mens Orangutangtorvet forvandles til Gavefabrikken. Her tårner kæmpe pakker sig op blandt lys og bevægelse, mens Petit France tilfører ekstra charme og hygge med franske smage og lækker gløgg.
Savannestalden i juleklæder – årets største oplevelse!
Når du fortsætter gennem haven, venter årets mest spektakulære nyhed i Afrika-området: et gigantisk lys-mapping på taget af savannestalden. Hvert tiende minut foldes en poetisk julefortælling ud i lys og farver, der både bevæger, imponerer og samler gæster i fælles forundring – en ekstraordinær oplevelse, man kun finder i Aalborg Zoo.
Julens smage og håndværk
Med lys-mapping i baggrunden, kan du traditionen tro gå på opdagelse blandt små værksteder i skolestuen, hvor du møder passionerede håndværkere – fra børstemager til keramiker – der arbejder som i gamle dage og byder på unikke julegaver af gedigent nordjysk håndværk. På Juletorvet lokker fristende stadeholdere desuden med duften af varme drikke, julelækkerier og smagsprøver fra lokale ildsjæle.
Tropisk blomsterpoesi
Inden turen slutter, kan du gå gennem Tropehuset, der i år er pyntet med kæmpe blomster og svævende kærlighedsduer. Et farverigt og sanseligt univers, hvor natur og lys smelter sammen til en poetisk julescene, mens krokodiller og små aber følger nysgerrigt med fra deres omgivelser.
Lad julefreden sænke sig i Aalborg Zoo
Kort sagt: Jul i Zoo er en lyssat vintervandring i naturens egne kulisser – fyldt med storslåede oplevelser, julehåndværk, sanselige smagsoplevelser og masser af stemningsfuldt julelys.
Og midt i det hele: mødet med dyrene i aftenlys, hvor roen, glæden og julefreden smelter sammen til en oplevelse, der varmer langt ind i vinteren.
Her begynder magien – og minderne med alle dem, du holder af.
Jul i Zoo kan opleves fra d. 21. november til 28. december kl. 15-20. Se priser og åbningstider på Aalborg Zoo

