Det sker

Mode og dans startede løjerne

Festugen Aalborg i Rødt kickstartet med et brag af et modeshow

AALBORG: Tre dage med fest og farver i midtbyen.
Det er, hvad man kan se frem til, når Aalborg City og midtbyens detailhandel og erhvervsliv for 10-ende år i træk er klar med "Aalborg i Rødt".

Og begivenheden fik en flyvende start med et unikt mode- og danseshow onsdag aften på den smukke Toldbod Plads.

Tunge regnskyer over havnefronten kunne ikke afholde folk fra at møde op til et forrygende Fashion Branding Show, hvor der blev budt på mode, gymnastik, sang og dans i en fascinerende og herlig koreografi.

Rikke Bruun-Mortensens Dance Action har i samarbejde med nogle af byens førende butikker skabt det spændende og medrivende show i en form og med et indhold, der ikke tidligere er set i Aalborg.

Dygtige modeller viste efterårsmode på catwalk garneret af et unikt show, der tydeligvis faldt i publikums smag.

Bedre start på "Aalborg i Rødt" kan man ikke ønske sig.

Fotos: Torben Hansen